Hvor går grænsen?
I dag fik en artikel i flere nyhedsmedier, blodtrykket op i det røde felt, og en til at undre om danskerne virkelig er verdens lykkeligste folkefærd, eller om det bare er for at dække sig ind, så ingen opdager, hvad der virkelig foregår.
Hvor kan man finde følelsen af at være et lykkeligt folkefærd, når man ser bunden efterhånden er nået, hvor smålighed og misundelse er blevet normen, mere end følelsen af, at hver enkelte borger godt kan tage ansvar og skelne mellem rigtig og forkert?
Janteloven lever i bedste velgående og det kan undre, at den får lov til at bestå, selvom kalenderen viser 2009, at man ikke selvstændigt kan vurdere, hvad der er essentielt og hvad der ikke har signifikant betydning for, at et land som Danmark er mere berigende end, hvad der er dit, er mit og hvad der er mit, skal du ikke blande dig i.
Hvorfor skal det at holde vælgermøde og servere hjemmebagte boller i eget hjem være så anstødene, at det får karakter af en kriminel handling i stedet for, hvad det er, nemlig hjemlig hygge, som vi som danskere holder så meget af, men tværtimod så skal der fares frem med bål og brand.
Fødevareregionen sender sig selv ud som en anden politimand, samtidig med at der gøres forsøg på at lave en historie ud af det og bagefter alligevel tage af sted med uforurettet sag.
Den retskafne borger burde alt andet lige kunne sige sig selv, hvis man bliver inviteret til et sådant arrangement/møde, og får at vide, at det er hjemmebagte boller, så er de ikke fremstillet i et autoriseret køkken.
Fødevareministeriet og Fødevareregionerne har også på det sidste bevist deres berettigelse, når man ser, hvad nogle supermarkeder byder forbrugerne af alkens uhumskheder, såsom ompakket kød, svinekød i lammekød til så højt et indhold af fedt, at det ikke bør bruges til menneskeføde.
Der er ikke noget at sige til, at forbrugerne efterhånden ikke mere har lyst til at handle i supermarkedet, for groft sagt, hvad finder man næste gang i køledisken? Rotte, hest, mus eller noget, der aldrig har været beregnet til menneskeføde.
I sådanne forhold har Fødevareregionerne sin berettigelse, at de foretager kontrol, så forbrugerne bliver beskyttet, når der nu findes nogle få griske mennesker med perfid trang til at tjene flest penge på bekostning af andres helbred. Det er sådanne forhold, der gør, at det nogle forbrugere overvejer, om valget af en slagter, ikke er et bedre egnet alternativ til det færdighakkede kød i supermarkedernes kølediske.
Det der får blodtrykket op i det røde felt er, at mange danskere er blevet så navlebeskuende og selvhævdende, at de nærmest får en selvtilfredsstillende følelse, når de anmelder et andet menneske for en det ene eller andet, uden egentlig at vide om det også har sin berettigelse eller ej.
Følelsen af magt og “nu er det mig, der bestemmer”, for så bagefter at gå rundt og være selvhøjtidelig og selvtilfreds med, “at det var mig, der gjorde det”, er en meget dårlig undskyldning for sund og fornuftig dømmekraft, for hvad der er rigtigt og forkert.
Oftest, desværre, vil de fleste ikke engang være ved, at det rent faktisk var dem, der gjorde det, og så får det anmeldelsen det mere til at ligne en hævnakt med eneste formål ramme den forkerte.
I disse valgtider, kunne man foranlediges til at tro, at der mere er tale om personforfølgelse eller et angreb på et parti, men før angrebet sættes ind, bør der gøres et par overvejelser, om det er så vigtigt, at man skal lave en sag ud af det eller mere vigtigt, skal en offentlig myndighed virkelig bare have adgang til vores hjem uden, at der er retssikkerhed for, at det også er lovligt.
En ting er at angive folk, men når man så ikke læser loven godt nok, og så sætter hele møllen i værk for kun at finde ud af, at der slet ikke er noget at komme efter, så må man som skatteyder forarges, at vores skattepenge går til at finde ud af, om en enkelt person har overtrådt fødevareloven eller ej, og samtidig må det også undre, om det overhovedet har nogen samfundsrelevant interesse.
Lad os dog få det retskafne samfund tilbage, hvor den enkelte borger har ansvar til at administrere egne handlinger og ikke behøver at blive overdynget med love og regler, der fortæller alt, hvad man som borger ikke må, og hvis der er noget man må, ja så skal der nok komme en lov, der også forbyder alt det man må.
Add a comment oktober 22, 2009
Tags: fødevareregioner, nyhedsmedier, skatteydere, vælgere, vælgermøde
Evaluering af en hektisk uge!
Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal begynde og hvor jeg skal ende. Politik, politiker, samtaler, hvem vil være med hvem, hvem skal være “bedste venner”, hvem kan vi lide, hvem kan vi ikke, hvem skal man støtte, hvem skal vi i hvert fald ikke arbejde sammen med.
Set tilbage på en uge, der startede med en træningsdag for Liberal Alliances kandidater øst for Storebælt og en enkelt oppe fra det nordjyske, så møder med forældre- og menighedsråd, over interview med min første journalist krydderet med hjertesuk.
Det så godt nok meget sort ud for mig, i hvert fald med mine øjne, da jeg nåede mandag morgen og havde fået søndagen på afstand. Jeg er spidskandidat og dermed skulle jeg efter andres udsagn nurses med en tovholder, der planlægger politiske debatmøder, holder mine bolde i luften, så jeg kun skal være politiker, hvilken drøm der var ved at skabe sig for mig.
Den lille lyserøde sky, der stilfærdigt sejlede hen over himlen, lod sit smukke lys skinne på mig og så puf som en ballon, ja så var den skudt ned og hverdagens sandfærdige realitet ramte mig lige i maven, hvor det gør aller mest ondt, så var jeg ikke i besiddelse af en kampagneleder, ingen til at hjælpe mig.
Jeg fik tænkt verden igennem for derefter at begynde og finde ud af, hvad skal jeg med hvem, hvor får jeg hjælpen fra og hvordan formidler jeg mit budskab ud med de meget begrænsede midler jeg har til at føre valgkamp for. Det at føre valgkamp for er ikke en billig fornøjelse og slet ikke, når man ser på hvad andre partier giver egne medlemmer.
Det hele handler vel i bund og grund at få det meste ud af det mindste, hvilket jeg så startede på og inden længe fik jeg så den fantastiske kontakt, der tilbød mig alt det jeg havde brug for til meget små midler. Plakater? Nej ikke denne gang det må vente til folketingsvalg, det er trods alt kun et kommunevalg, jeg er helt ny og det betyder ikke verdens undergang for mig ikke at komme ind i byrådet.
Midt på ugen begyndte, der langsomt at komme fart over feltet, ikke det store, men lige tilpas nok til, at jeg kunne mærke på egen krop, at det er hårdt arbejde at være i politik, hvilket også fortalte mig, at der er en årsag til, at jeg ikke kan arbejde fuld tid med uanede timer i ryggen, men skal huske at tage de hvil og pauser.
Torsdag begyndte det virkelig at tage fart. Havde lavet mit materiale til flyers og brochure, da jeg fik en mail fra en lokal journalist. Han ville gerne lave noget om Liberal Alliance, så fat i mit bagland og høre om, der var noget jeg skulle tage hensyn til og passe på.
Han fik en mail retur og inden jeg havde sluppet tasten, var han klar med et interview. Jeg fik forklaret mine mærkesager, han fik spurgt på journalistens egen facon. Det var en ilddåb, men det gik udemærket, selvom jeg godt kunne have ønsket, at jeg fik sagt et eller noget andet.
Om aftenen var artiklen allerede på hjemmesiden. Det første jeg så var mit eget smil og billed, der tordnede frem på skærmen. Det var surrealistisk, så jeg lukkede ned og tog fat på mine mails i stedet for. Bagefter tog jeg fat på artiklen og hvilken omtale. Positivt og godt med et par skønhedsfejl fra journalistens side af. Det var nu kun lokalt, at de mente at jeg havde noget at byde på, men pyt med det.
Fredag blev noget af en hæsblæsende affære med at forsøge at nå en deadline med trykkeren kl. 12.00. Jeg skrev, talte, skrev noget mere i et forsøg på at få det jeg skulle bruge, så mine flyers i hvert fald kunne nå at blive trykt i den kommende weekend.
Alt vendte pludselig på hovedet, men med hjælp fra alle og selv med en bøf, hvor jeg pludselig fik en mands navn i stedet for mit eget, så lykkedes det mig at få det hele til at gå op i en højere enhed, men måtte så desværre se i øjnene, at den begravelse jeg skulle have nået desværre ikke blev til noget.
Det burde ikke være sket, men det skete og samtidig med fik jeg et anden opgave midt i det hele, så der var nok en mening med, at jeg bare ikke skulle have været der. Jeg blev ringet op og fik besked på, at et parti gerne ville snakke med mig, hvilket jeg selvfølgelig var interesseret i, da det jo bestemt ikke gør noget at få en føler ud, hvor står jeg i forhold til partierne i kommunen.
Jeg blev tilbudt at få mit fingeraftryk med på næste års budget, hvis jeg var interesseret også i forhold til mine mærkesager. Ja, hvor fedt, men jeg er ikke mere blåøjet, end, at jeg også ved, at det er politik, som andre vil bruge til at melde ud, at Liberal Alliance støtter mm, men min mulighed er, at jeg kan få sagt, hvad jeg føler i forhold til de problemstillinger der er.
Min første politiske uge sluttede, da jeg langt om længe kunne sende mit materiale til trykkeren og vide, nu kører mit materiale og jeg kan komme i gang med at gøre det jeg skal, nemlig at få bragt budskabet ud om en liberal holdning til tingene. Der skal være plads til selvbestemmelse som individ og få ryddet op i den bureaukratiske jungle, der er i kommunen og endelig se besparelser, der burde være kommet for længst i forhold til kommunalreformen, der ikke har noget Liberalt fingeraftryk.
Set tilbage på ugen, nu hvor mine tanker flyver, ja så har det været sjovt, spændende og en rigtig eye-opener for mig, hvor jeg har fået lært, hvor mine egne grænser virkelig går, og jeg skal i den grad i gang med at lære, at jeg kan ikke alt, selvom mit hovedet siger, at jeg bare skal gøre det, hvis jeg skal have en chance for at gøre noget i politik.
1 comment september 26, 2009
Hello world!
Welcome to WordPress.com. This is your first post. Edit or delete it and start blogging!
1 comment september 25, 2009
